Tarp Kontorforsyning

Nordre Frihavnsgade 29-31, 2100 København Ø 


I 1936 slog boghandler Erik Greiser dørene op til sin forretning på Nordre Frihavnsgade 29. De næste 40 år bestyrede han trofast forretningen, indtil ægteparret Mogens og Lis Tarp købte den: »Min mand og jeg købte den i 1976. Så det er mange år siden. Jeg er faktisk sådan set holdt op, men jeg bliver ved, så længe jeg kan, selvom jeg har været lidt uheldig at få amputeret mit ene ben. Så er jeg stadig hernede. Når man har været her så mange år, er det svært at gå op og sætte sig og sidde at glo, når man kan træne sig op til det. Og det har jeg gjort, det giver lidt mening med livet, ikke?«

Greiser blev dog hængende i nogle år for at oplære det konfektionsuddannede ægtepar til et liv som selvstændige boghandlere. Nogle år senere, i starten af 1990’erne, udvidede ægteparret med forretningen på hjørnet i nr. 31, hvor der tidligere lå en Skjold Burne-vinhandel, og indrettede butik med kontorforsyning, som deres søn René overtog i 2001. René fører i dag ufortrødent familievirksomheden videre. Således opdelt sælger Lis stadig bøger, spil og kort i boghandlen, mens René gør sig i alt inden for papir, farver og skriveredskaber. En populær vare, som de stadig sælger mange af som nogle af de eneste i byen, er bånd til gamle skrivemaskiner.

Nordre Frihavnsgade er sammen med Østerbrogade den centrale handelsgade i bydelen med et væld af forretninger, gode parkeringsforhold og velpolstrede lokale kunder, særligt børnefamilierne er i dag stamkunder hos Tarps. Flere af butikkerne har været en del af gaden i mange år, men der er kun omkring fem kontorforsyninger tilbage i byen og et par andre boghandlere på Østerbro. Nøglen bag succesen har ifølge René været, at gaden gennem tiden har været relativt uberørt. Det har dog ændret sig nu, hvor en omfattende renovering har omdannet den til cykelgade – den længste i byen – med nye træer, bænke og cykelstativer. René fortæller, at: »rigtig mange børnefamilier er rykket til Østerbro. Så de kommer hernede meget ofte for at købe ting til skolen. Mange er rigtig glade for at komme ind og se og røre ved varerne, før de køber. Så det er vores niche, at der er en del af befolkningen, der stadig kan lide at handle lokalt. Der er heldigvis mange trofaste kunder, så vi kan bevare handelslivet hernede.« 

Previous
Previous

Rammefabrikken

Next
Next

Deres Frisør