Rammefabrikken

Gammel Kongevej 39, 1610 København V

Danmarks formentlig ældste rammemager ligger på Gammel Kongevej og har gjort det siden 1889, hvor den blev grundlagt af Thorvald Hansen. Siden overtog sønnen virksomheden, men han solgte den videre i begyndelsen af 1950’erne. I 1985 købte brødreparret fra Amager Frank og Kurt Nielsen så forretningen, hvor de selv havde stået i lære som forgyldere, da de blot var store drenge. Samtidig begyndte Frank en succesfuld karriere som højre wing for Fremad Amager. Han nåede at spille 100 kampe for klubben, herunder flere Europa Cup-kampe.

Da forgylderuddannelsen ikke findes længere, er Frank, efter Kurt gik bort for nogle år siden, efter alt at dømme blandt de sidste aktive forgyldere i landet. »Jeg var en af de sidste, der blev uddannet, og det har været i 1962-63. Så det er 62 år siden, jeg kom i lære, men efterhånden er mit forgyldererhverv blevet væk, bl.a. fordi det er blevet for dyrt. Så nu køber vi færdigproducerede lister og laver dem om til rammer. I gamle dage lavede vi det hele selv,« fortæller Frank i butikkens baglokale. 

Også stilen har med tiden ændret sig fra store forgyldte rammer til smalle og simple rammer af træ uden for mange detaljer. De kunstneriske elementer er desværre forsvundet med tiden, og han laver i dag kun rammer af færdigproducerede lister af god kvalitet, hvorimod han i sin ungdom selv designede, byggede og malede rammer helt fra bunden. Dengang havde de også større fabrikslokaler i baggården, men en tagbrand omkring år 2000 ødelagde den øverste etage og mange af de gamle maskiner. Derfor er der kun et mindre værksted tilbage i dag.

Indramning af billeder er blevet populært i de seneste år, og det mærker familien Nielsen, hver dag de går på arbejde. De har mange trofaste kunder, som er kommet gennem mange år. Andre kommer ind fra gaden, ligesom flere gallerister og kunstnere også er faste kunder. I dag fører Franks datter Lis og storesøster Annie forretningen videre. Som Frank siger: »Det bliver i familien, som vi altid har sagt. Så skal man ikke stå og vente på dem om morgenen. Det er en god ting.«

Previous
Previous

Teheran Ægte Tæpper

Next
Next

Tarp Kontorforsyning