Om projektet

Copenhagen Archive er en visuel fortælling i billeder og lyd, der giver et indblik i atmosfæren på historiske Københavnersteder. Drevet af nysgerrighed og kærlighed til byen besøger vi gamle autentiske steder, og taler med de mennesker, der holder dem i live. Fordi byen udvikler sig hurtigt og økonomisk interesser dominerer, er disse steder truet af gentrificering, udflytning og lukning. At sikre en varig erindring om disse steder er derfor i vores øjne yderst presserende.

Mødesteder i forskellige afskygninger med kulturhistorisk egenart forsvinder, mens nye tilflyttere med andre krav og vaner flytter til byen. Deres normer og livsstil bevirker, at byens indretning forandrer sig. Sideløbende skubber stigende boligpriser i centrum af byen store dele af befolkningen længere ud i forstaden eller til andre dele af landet. Hånd i hånd med udflytningen af mennesker følger traditionelle erhverv og småindustri. Deres levevis satte i mange år standarden for byens udbud og udseende. Traditionelle steder at mødes, spise og drikke med venner og familie eller få vasket tøjet eller klippet håret er i dag truet.

Vi må sikre en erindring om disse steder og de personlige fortællinger, der gemmer sig indenfor. Vi må huske byen, som den var, før vi kan spørge os selv, hvilken by vi ønsker at leve i fremover. Fra dette perspektiv ønsker vi at sætte spørgsmålstegn ved byudviklingen og de politiske prioriteter, den tager afsæt i. 

De gamle steder udgør en vigtig del af Københavns identitet, som er værd at kæmpe for og bevare, så nye generationer af københavnere kan lære byen at kende og reflektere over byens fremtid. Copenhagen Archive bidrager til at sikre en betydningsfuld og enestående del af Københavns kulturelle arv for fremtiden.



København 

September 2020