Klampenborg Boghandel

Dyrehavevej 4, 2930 Klampenborg

Ved endestationen på C-linjen klos op ad Dyrehaven findes et lille antikvariat med et enormt udvalg af bøger og en særlig hjemlig atmosfære. Bøgerne rækker fra gulv til loft og ind i det rummelige baglokale. Alt sirligt inddelt tematisk i sektioner, så kunderne selv kan gå på opdagelse uden at fare vild. »Jeg synes, at denne her skulle fortsætte, fordi den er så speciel, så jeg er en slags kustode, kan man sige. Der er kommet noget legetøj i form af gamle biler, og så er der kommet retroting, optiske instrumenter, musikinstrumenter, kameraer, fortrinsvis nok lidt mandeorienterede ting. Plakater, LP’er og sådan. I 30-40 år har jeg købt ting ind og stillet i garager, så det er mine private ting, jeg sælger.«

Niels Nørgaard overtog Klampenborg Boghandel i 2019 efter den legendariske Ole Parelius, der gennem et helt liv bestyrede den. Han stoppede først i butikken som 93-årig. Boghandlen i sin nuværende form kan spores helt tilbage til 1947 og blev siden overtaget af Parelius i 1964. Niels driver boghandlen videre i den samme ånd som forgængeren, men har tilføjet vinylplader, legetøj og andre mindre antikviteter til varesortimentet. Kunderne er trofaste, mange er kommet i butikken gennem årtier, der efterhånden er blevet lidt af en kulturinstitution i velhaverområdet. 

Niels har også tilføjet en større bogsektion om biler, der er hans store passion. Han har netop købt en gammel Rover fra 1972 og ses ofte komme kørende i lokalområdet som deltager i de traditionsrige veteranbiltræf. Butikken har derfor en stor samling bilblade og -kataloger, særligt engelske bilmærker har Niels’ store interesse. Desuden udgiver han selv bilbøger på eget forlag, senest om danske bilfabrikker gennem tiden. Boghandlen er for Niels, der selv bor i området, en lidenskab. Han skal ikke blive rig på at sælge bøger, men beskæftige sig med det, han holder af, og samtidig tilgængeliggøre rigdommen i litteraturens verden for Klampenborgs befolkning.

Previous
Previous

Harmonikaeksperten

Next
Next

Fiskerhavnen - Stejlepladsen