Dragør Tapet & Farvehandel

Toldergade 4, 2791 Dragør

Jørgen Palm Steffen har ægte Dragør-blod i årerne. Han nedstammer nemlig fra de hollandske indvandrere, der i 1500-tallet udviklede den lille fiskerby på Amager til at blive en vigtig søfarts- og handelsby. Jørgen har boet hele sit liv i Dragør, på nær et par år som værnepligtig i Vordingborg i sin ungdom. Efter endt uddannelse som farvehandler gik Jørgen i 1960 ind i farens farvehandel på Kongevejen 25. »Min far var bådebygger, men sejlede også. Han led skibbrud to gange – og så foretrak han at blive på land og overtog farvehandelen på Kongevejen. Siden kom jeg så ind i forretningen.«

Butikken voksede til at have fire ansatte. I dag er den Dragørs eneste farvehandel, og den bugner af farver, nips og gode historier. Engang var der hele fire farvehandlere i Dragør, men de har ikke kunnet modstå konkurrencen fra de store byggemarkeder, der er skudt op gennem de sidste 30 år. I 1995 solgte Jørgen ejendommen på Kongevejen og flyttede forretningen til Toldergade 4, hvor den har ligget lige siden. Dermed er ringen sluttet for Jørgens vedkommende. Nu bor og arbejder han i sit barndomshjem, hvor hans søster boede før ham. Foruden et langt liv i Dragør har Jørgen rejst verden tynd. Særligt Norge, Østeuropa og Asien har haft hans interesse, ligesom han gennem mange år har været mønt- og legetøjssamler samt ikke mindst maratonløber. 

»Nu er der kun mig. Gamle kollegaer er enten døde eller har måttet lukke. Vi havde alle de fornødne butikker, isenkræmmer, fotoforhandler, boghandler, legetøjsbutik osv. I dag er der kun restauranter og kaffebarer. Man kan få øl og is, kaffe og kage – og så det der pudsige noget ‘kaffe to go’.« Jørgen er ikke i tvivl om fremtiden: »Jeg forestiller mig, at butikken er lukket til næste år. Jeg har mange hobbyer som min møntsamling og maratonløb,« siger han og fjerner resolut et par efterårsblade fra forruden på sin gamle Volvo i baghaven.

Previous
Previous

Barbie Museum

Next
Next

RC Rens