Bistro Trekanten

Prags Boulevard 67, 2300 København S

Det familieejede madsted har haft sit nuværende udseende med den blå facade i mere end 30 år. Det var Ann Svendsen, der i 1984 åbnede en lille pølsevogn, som i 1989 blev ombygget til det nuværende mere rummelige lokale. Hun solgte franskbrødsmadder og kaffe til de mange håndværkere, der var på gennemfart eller arbejdede på et af de mange værksteder og industriarbejdspladser i området. Anns mand, Brian, har i de seneste 20 år hjulpet til både i køkkenet og med praktiske gøremål, men nu står næste generation klar i kulissen: »Vores datter har taget over for et par år siden og kører det videre, så længe vi nu må være her, for der bliver jo bygget i stor stil herude, og om nogle år ser der nok anderledes ud.« Og datteren Janne Bjerregaard stemmer i: »Jeg håber inderligt, jeg kan få fem år her, forhåbentlig mere, for jeg synes jo, det er ærgerligt, at sådan et sted ikke bliver bevaret. Det er hele mit liv, det her. Min mor gik jo højgravid med mig hernede. Men jeg tænker, der nok er nogen, der snart vil have nogle lejeboliger op herude, desværre.«

Trafikken buldrer afsted udenfor, og indenfor går snakken venskabeligt videre mellem kunderne. Stedet er velbesøgt, det arbejdende folk og områdets mange kreative strømmer til. Tommy, der er kommet her hele sit voksne liv, får sine tre leverpostejmadder, og en stamgæst helt fra Brøndby har sønnen med, der skal prøve en bøfsandwich for første gang. Bistro Trekanten har åbent fra klokken 6 til klokken 15 mandag til fredag og er forsat et samlingssted for de lokale på Amager.

Previous
Previous

Arnkilde's Lamper

Next
Next

Alice’s Hundesalon