Arnkilde's Lamper

Gothersgade 28, 1123 København K

I en skjult hule i en af byens mest hektiske festgader gemmer sig en undselig biks af skinnende lamper og gamle skatte i form af reservedele, skærme og tilbehør til gamle petroleumslamper. Kasser, reoler, skabe og hele loftet er fyldt med ting og sager. Derudover har butiksejeren Svend et kælderrum, et stort baglokale og to eksterne lagre. »Vil I se mit mesterstykke herovre i pralehjørnet?« lyder det fra et sted inde i hulen. Svend viser en gulnet tegning frem af en lampe fra Fregatten Jylland. »Dem lavede jeg jo tre af til skibet«. Svend reparerer og istandsætter petroleumslamper og har gjort det hele sit liv. Særligt sejlere og andre maritimt interesserede er kommet her i årtier, da kun få mennesker besidder den specialviden og tekniske kunnen, som Svend gør.

Svend Arnkildes forældre startede i 1948 en tøjforretning i Adelgade, hvis sortiment faren købte billigt i USA under krigen, som han havde deltaget i som soldat. Da Adelgade-Borgergadekvarteret i 1940’erne og 50’erne skulle saneres, flyttede de til Gothersgade 26. Tyve år senere fik han et tilbud fra en stor koncern, som ønskede at rive det gamle bindingsværkshus – og dermed forretningen – ned og bygge nyt. Lykkeligvis for Svend var naboen i nr. 28, Hans Olsen, villig til at afhænde sin gamle værktøjsbutik, der lige siden har været hjemsted for Svend – byens sidste reparatør af petroleumslamper. Svends søn, Fritz, hjælper også til med reparationer, da han ligesom sin far er ganske fingernem.

Previous
Previous

Hare Krishna Templet

Next
Next

Bistro Trekanten