Kastrup Begravelsesforretning

Amagerbrogade 155/194 og Islands Brygge nr. 13, 2300 København S


Michael Riis kom ind i forretningen ved et tilfælde. Han begyndte som medhjælper hos ægteparret Ruth og Hardy Nielsen. De startede deres forretning i 1957 fra en villa på Nyvangs Allé på Amager. Dengang hed den Amager Begravelsesforretning, og da Michael blev ansat i 1978, havde de udvidet med nye lokaler på Amagerbrogade. Michael overtog forretningen efter ægteparrets død og har siden udvidet den yderligere. Således har han også adresse i Dragør og på Islands Brygge, hvor han selv bor og sidder i menighedsrådet. 

Bedemandens opgave er at yde service ved dødsfald, arrangere begravelser, køre rustvogn og udfylde papirer til det offentlige. Og stemningen er da også alvorlig og måske en anelse højtidelig, men på en meget lavmælt måde, hos Michael, der har ry som meget professionel og venlig. Han er her for at hjælpe og tænder som et fast ritual et stearinlys på bordet, når han taler med de afdødes efterladte familier. »Der er nogle valg, som man skal træffe på vegne af den, man mister,« siger Michael. »Jeg er her for at hjælpe folk og ikke for at sige, hvad der er korrekt at gøre.« Det kan være en urolig tid for mange, og derfor skaber Michael tryghed gennem rolige omgivelser og sirlig orden i sit kontor mod gaden. Modsat hvad mange tror, handler det at være bedemand ikke om tro, men om at yde en god service i en svær tid: »Der er mange mennesker, der ikke har et forhold til tro og ikke har behov for det.«

Selvom København er vokset gevaldigt, dør der faktisk færre mennesker her i byen end tidligere. Det skyldes, at byens befolkning er blevet meget yngre, da mange ældre har forladt kommunen. Derfor er konkurrencen også hård i bedemandsbranchen. I 1981 var der 9125 dødsfald i Københavns Kommune. I 2022 var tallet 3646, vel at mærke ud af en meget større samlet befolkning. »Jeg kan ikke begrave eller bisætte flere end dem, der dør, eller henvender sig, vel?«

Previous
Previous

Fiskerhavnen - Stejlepladsen

Next
Next

Teheran Ægte Tæpper