Vasketeria

Englandsvej 4, 2300 København S

Før københavnerne fik vaskemaskiner i hjemmet, tog de på møntvaskeri i deres lokalområde, hvor maskinerne klarede det arbejde, der før var manuelt og fysisk hårdt, og som primært blev udført af kvinderne. Der er dog mange københavnere, som ikke har vaskemaskine i hjemmet, og derfor har byen stadig mange møntvaskerier i drift. De er ubemandede og mange er dårligt vedligeholdte, da markedet er i tilbagegang. På trods af dette har møntvaskerierne været et socialt omdrejningspunkt for byens lokalbefolkning og udgør i dag en tidslomme fra en svunden tid, der har vist sig sværere at tage livet af, end man lige skulle tro. Vaskeriet på Englandsvej skiller sig ud ved sit markante facadeskilt med kæmpestore gule bogstaver på en blå baggrund og er således blevet et vartegn for bydelen, der er umulig at overse. 

De første elektriske vaskemaskiner kunne købes i Danmark i 1920’erne, men de blev for alvor udbredt da 1950’erne og 60’ernes økonomiske højkonjunktur øgede købekraften i danske husholdninger. I dag har ca. 80 procent af danske husholdninger egen vaskemaskine, og det efterlader en markedsandel på ca. 20 procent, som de københavnske møntvaskerier fortsat kæmper om.

Previous
Previous

JK Salater & Dressinger

Next
Next

DK Smeden & Prag 61