Sundby Stenhuggeri

Kastrupvej 51, 2300 København

I 43 år har Jack Larsen haft sin gang i stenhuggeriet ved Sundby Kirkegård. Han er autodidakt stenhugger, der sandblæser og indgraverer bogstaver og dekorationer på gravsten og mindeplader samt foretager mindre restaureringer af ældre nedslidte gravsten. Nye maskiner og sikkerhedskrav har med tiden gjort håndværket mindre manuelt, men det er stadig støjende og fysisk krævende: »Dengang stod jeg hverken med maske eller noget. Og det gjorde min makker heller ikke. Sådan var det bare, vi brugte ikke en gang høreværn,« fortæller Jack, der er født og opvokset på Nørrebro, men i dag bor på Amager.

Før i tiden indgraverede Jack ofte titler som direktør og professor, men i dag spænder det mere bredt og folkeligt fra frisør og buschauffør til familiefar og sygeplejerske. Efter hans kollega for ti år siden gik på pension, har Jack fået selskab i forretningen af sin kone, der står for frokost og hverdagshygge. »Men der bliver nok ikke noget her, når jeg er færdig. Det bliver nok en udstilling med noget salg,« fortæller han.

Jack blev i sin tid ansat hos E. Nielsens Mekaniske Stenhuggeri, der var blevet grundlagt i 1797 af Peter Danzer og dermed er det ældste stenhuggeri i Danmark. Da Nielsens egen søn ikke selv havde nogen mandlige arvtagere, overdrog han i 1920’erne firmaet til sin svend, Bernhard Grage, hvorefter det er gået i arv til sønnerne i Grage-familien. I sin storhedstid har firmaet haft helt op til 100 ansatte fordelt på mange adresser i Københavnsområdet. Stenhuggeriet på Kastrupvej er første gang registreret på adressen i 1926 og er i dag en del af Danske Stenhuggerier A/S.

Previous
Previous

Sejlmager Hansens Eftf.

Next
Next

BK Jern & Metal