Strengelegen

Turesensgade 14, 1368 København K

Torben Sloth Carlsen åbnede sin instrumentbutik i 1988 i sin daværende lejlighed i Farum. Ti år senere flyttede han til Nansensgadekvarteret, hvor han lige siden har repareret gamle guitarer, banjoer og mandoliner. Torben giver nyt liv til gamle instrumenter, og netop mandolinen er hans specialitet med en samling på over 100 stykker, flere af dem restaureret af ham selv. Instrumentet var i begyndelsen af 1900-tallet populært i den socialdemokratiske arbejderbevægelse og findes derfor i tusindvis af eksemplarer. »Nogle af dem er op mod 200 år gamle, og de spiller igen efter lidt kærlighed.«

De intime og lavloftede lokaler i Turesensgade har tidligere huset cykelopbevaring og elektrikerværksted. Her er ægte tæpper på gulvene, instrumenterne hænger til skue på væggene og Torben har skabt sin egen dagligstuestemning med små figurer, dyreskind og billeder på væggene, der tilsammen næsten udgør en etnografisk samling. Han har planer om at åbne et mandolinmuseum på Møn, når han en dag trækker sig tilbage og giver lokalet videre til sin datter, der er kunstner. Tidligere var Torben også med til at holde åben scene i et kælderlokale under Kapstaden i Nansensgade, hvor han i 20 år leverede udstyr til upcoming bands med en drøm om at slå igennem i musikverdenen. 

Da Strengelegen åbnede, var enden mod Gyldenløvesgade stille. I dag er hele Nansensgade fyldt med spisesteder, barer og gallerier. Torben har set mange af de gamle steder forlade kvarteret. »Nede i denne her ende af Nansengade er der kommet meget mere liv. Og der er mange unge hernede på grund af skolen herovre. Ja, så er der færre og færre af de gamle fra kvarteret. Den såkaldt almindelige befolkning. Det er blevet mere og mere trendy, ikke? Jeg ved ikke, hvad man kalder dem, den kreative klasse. Der er ikke så mange tilbage ovre på bænken. Der er et par stykker tilbage, heldigvis, for det kan fandme også blive for velfriseret.« 

Previous
Previous

De Asiatiske Købmænd

Next
Next

Lindgreens Vulkanisering & Autogummi