NV Foto

Frederiksborgvej 84, 2400 København NV

Knud Erik Jakobsen begyndte i NV Foto i 1968. Oprindeligt er han fra Skive, men flyttede til København i 1961 og arbejdede på Strøget i en fotoforretning, før han blev selvstændig. Han kender således alt til fremkaldelse, objektiver og det fotoudstyr, som bliver langet over disken hver dag. De analoge kameraer har fået en renæssance, og et stort glasskab tilbyder kunderne et meget stort udvalg af høj kvalitet. Herudover har NV Foto et udvalg af mønter, frimærker og skriveredskaber, samt en computer til fremkaldelse af digitale billeder.

Fremkaldelse på papir er ligeledes blevet eftertragtet og udgør i dag en solid del af indtjeningsgrundlaget. Jakob, som er hans kaldenavn, ser da også optimistisk på fremtiden: »52 år, ja. Jeg synes bare, det går i den rigtige retning. Førhen havde vi mange ikkeønskede kunder, men det har heldigvis forandret sig. Vi havde mange, vi meldte til politiet eller smed ud. I dag går det bedre, i dag er jeg godt tilfreds. Skal vi sige for 15 år siden, var det ikke så spændende. I dag går forretningen så stærkt, at vi ikke kan følge med.«

I 2004 solgte Jakob forretningen videre til sønnen Palle, der trådte sine barnesko i butikken, allerede fra tiårsalderen. I ekstra travle perioder bliver også Palles søster, niece, mor og søn hevet ind til at give en hjælpende hånd. Stemningen bærer da også præg af familiært nærvær og en ligefrem kontakt til kunderne. Palle forklarer, at »området har fået et stort løft med alt det nybyggeri og alle de unge og familier, der er kommet til. Vi kan mærke det i hvert fald. Nye ungdomsboliger osv. Det er de unge i dag, der fotograferer med analogkameraer. Vi har fotoskolen Fatamorgana, der ligger ovre på Dortheavej, som virkelig har gjort meget for området.«

Previous
Previous

Taxi Klubben

Next
Next

Nellemanns Frimærker