DEKI Sportspræmier

Roskildevej 327, 2610 Rødovre

DEKI Sportspræmier køber komponenter fra Kina, Indien og Italien, som de samler til et bredt sortiment af pokaler, statuetter, bægre og medaljer. De indgraverer præmierne efter kundernes ønsker, både med gammeldags indgraveringsteknik og moderne laser. De sælger dem til hele Danmark og Norden, hvilket gennem årene har gjort DEKI til en af Skandinaviens største forhandlere af sportspræmier.  

Jan Hilmer Larsen købte i 2007 DEKI Sportspræmier af dens nu afdøde grundlægger Poul Jensen. Poul havde startet virksomheden på egen hånd i 1969, og han var i Jans ord »en gudsbenådet tekniker og forretningsmand. Han var virkelig en systemnørd, der systematiserede hele produktionsflowet, så de mange komponenter styres helt ned til sidste skrue. På den måde skabte han en utrolig velfungerende fabrik. Han var også en meget indadvendt fyr, der helst ikke ville snakke med kunder. Poul ville helst bare have styr på sin produktion.« Pouls far havde i sin tid begyndt en importvirksomhed under navnet Dansk Engelsk Krydderi Import, og da sønnen skulle bruge et registreret navn, anvendte han initialerne DEKI. Siden fandt Poul på Dansk Emblem Kunst Industri, som hemmeligheden bag de fire bogstaver.

Jan viderefører således en velsmurt virksomhed og fortæller, at han fra begyndelsen »syntes den var superspændende, fordi det er et lille nicheområde, der skaber glæde hos dem, der modtager tingene. Det er meget rart at være med i en glad værdikæde.«

Previous
Previous

Alice’s Hundesalon

Next
Next

JK Salater & Dressinger